GENTS

Siden debut-EP’en “Embrace the Future” fra 2015 har den københavnske duo GENTS med crooner Niels Fejrskov Juhl i front vundet hjerterne på fans over hele kloden. Flankeret af soft synth-aficionado Theis Vesterløkke har de to selverklærede spa poppere været på lidt af en rejse. 

Fra hovedstadens support slots til i dag at have alt fra Roskilde Festival og headlinere på Store Vega og SPOT Festival på samvittigheden. CV’et rummer desuden udsolgte koncerter i blandt andet Paris og Berlin samt talrige turnéer i både Europa og Rusland. De har også har været et smut forbi internationale festivaler som Iceland Airwaves, By:Larm og Reeperbahn. Dette har efterhånden gjort GENTS til et garvet live act, der kan spille alt fra store, scenografisk stringente shows til tvivlsomme barer i europæiske sovebyer. Altid med samme GENTS’ske intensitet og showmanship i højsædet.

På udgivelsesfronten har GENTS sluppet de to albums “About Time” (2017) og “Human Connection” (2019), der begge har kastet store roser af sig. Og som har gjort dem til fast inventar i den danske og internationale musikpresse med blandt andet iByen-forsider, anmeldelser i eksempelvis The Line of Best Fit og rotationer på DR P3.